Louise Weinreich og hendes mand oplevede seks graviditetstab på to år og gennemgik derefter fertilitetsbehandling. Nu er hun bestyrelsesmedlem i DCIG for at få flere til at åbne mere op for samtale. Hun mener, vi kunne undgå meget smerte og lange sygemeldinger, hvis der både i sundhedssystemet og i vores hverdag bliver mere plads til at tale om, hvor mentalt hårdt det er at gå igennem graviditetstab og fertilitetsbehandling.
Af Kirsten Marie Juel Jensen
Louise Weinreich vil gerne ændre samtalen. Både i sundhedssystemet og i samfundet generelt. Hun orker hverken at høre rosenrøde historier eller opmuntrende sætninger som ”Det er bare op på hesten igen” eller ”Det er SÅ almindeligt. Det skal nok lykkes for jer.”
Hun og hendes mand var igennem tre hårde år med seks graviditetstab, fertilitetsbehandling, masser af undersøgelser og tvivl og en sygdomsfyldt graviditet, inden det lykkedes dem at få en søn sidste år.
– Der mangler rigtig meget fokus på, hvad det gør mentalt. Jeg synes, vores forløb på tre år var et rent helvede, og jeg har flere gange været sygemeldt med depression og andre belastningsreaktioner, jeg har haft på de graviditetstab, vi har været igennem. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er mere hjælp at hente, lyder det fra Louise Weinreich.
Det bliver ikke ved med at være ”normalt”
Hun kom selv i kontakt med Helene Cagara og Lise Holck Jørgensen, der nu har etableret Dansk Center for Intertilitet og Graviditetstab og kan slet ikke se, hvordan hun skulle have klaret sig uden de rådgivningssamtaler, hun fik med dem – og de netværksgrupper, som de hjalp hende med at få kontakt til.
– Det, man møder hos det sundhedsfaglige personale, når man som jeg oplevede graviditetstab i det første trimester, var bare, at ”det er meget almindeligt”. Første gang var vi sådan, nå ok, det er det jo nok. Men fjerde gang var vi frustrerede: Nu kan I ikke blive ved med at sige, det er normalt. Så blev vi også henvist til undersøgelser og behandling. Men der var stadig ikke fokus på det mentale. Man burde på sygehusene automatisk blive henvist til psykolog eller psykoterapeut, eller man burde have netværksgrupper inden for det offentlige. Mulighederne er meget begrænsede, siger Louise Weinreich.
Svært, når ingen taler om skyggesiderne
I sit job som revisor havde hun mulighed for at arbejde hjemme det meste af tiden, og det var hun også nødt til, for hun kunne slet ikke holde ud af høre kollegaerne tale om graviditeter, børn og familieliv.
– Jeg syntes, det var så svært, at ingen rigtig talte om skyggesider. Det hele blev hurtigt så lyserødt, og det virkede som om, ingen forstod, at det at få børn ikke bare er et valg. Derfor vil jeg gerne være åben om alt det, vi har gennemgået og forsøge at gøre en forskel i DCIG. Jeg vil gerne hjælpe og imødekomme andre, der har brug for at dele deres forløb og have nogen at spejle sig i. Jo flere, der åbner op om de hårde ting, jo mere forståelse får alle forhåbentlig, og jo mindre alene kan man føle sig, forklarer Louise Weinreich.
Humlen: Tal åbent om det
Efter fjerde graviditetstab gik Louise Weinreich og hendes mand over til fertilitetsbehandling. Ingen kunne forklare, hvorfor hun ikke kunne gennemføre en graviditet, og derfor turde de ikke længere prøve at blive gravide på naturlig vis. Efter flere forsøg, endnu to mistede graviditeter, deltagelse i et forskningsprojekt og indtag af utallige hormoner, blodfortyndende medicin, hjertemagnyl og medicin, der skulle forhindre hendes immunsystem i at gå til angreb på hendes egen krop, blev hun gravid sidste år. Hun var dog syg under store dele af graviditeten, og angsten sad oppe i halsen, helt til hun havde født. Efterfølgende har hun så fået konstateret graviditetsinduceret osteoporose (knogleskørhed) og haft ryggen brækket fem steder af at bære sin lille søn. Så nej, heller ikke det at få sin drøm om et barn opfyldt har været lyserødt.
– Også den side af sagen har jeg brug for, at vi taler højt om. At vi har lov til at tale om. For man kommer hurtigt til at føle sig forkert og ensom, når der er en forventning om, at alt bare går glat. At man bare slentrer afsted med barnevognen og har et barn, der sover eller pludrer hele tiden. For selvfølgelig er der masser af gode stunder. Men humlen i alt – uanset om det handler om graviditetstab, fertilitetsbehandling, barselsorlov eller forældreskab – er at vi skal være bedre til at tale åbent om de hårde ting, siger Louise Weinreich og fortsætter:
– Jeg skal personligt lære at lægge alt det, jeg har været igennem, på en hylde i mig selv. Det kan jeg ikke endnu, for der har ikke været tid til at bearbejde det. Det er tid, der skal til. Det er et af de mest frustrerende, men nok også eneste svar, der er.