Netværksmøder
Fællesskab for mennesker der oplever,
at graviditet ikke er en selvfølge.
Find støtte, sparring og styrke på vores netværksmøder
Dansk Center for Infertilitet og Graviditetstab tilbyder gratis netværksmøder til mænd og kvinder, der oplever, at graviditet ikke er en selvfølge.
Når man oplever udfordringer med at få de børn, man så brændende ønsker sig, sætter det en masse bekymringer, tanker og følelser i gang, som kan være svære at håndtere – og måske også kan være svære at forstå. Især kan det være svært at forstå for andre, herunder venner og familie, som ikke selv har stået i samme situation. Denne situation efterlader mange med en oplevelse af frustration, afmagt og ensomhed.
På vores netværksmøder mødes du med andre mænd og kvinder, som står i en situation lignende din egen, og som derfor kan genkende mange af de følelser og tanker, som du står med. Undervejs i et forløb med fertilitetsbehandling eller graviditetstab, kan det være gavnligt at dele sine tanker, følelser og erfaringer med andre, som har gennemgået det samme og forstår din situation. Det giver vores netværksmøder dig mulighed for.
Den feedback, vi ofte modtager, er, at det er rart at møde andre mennesker, der kan forstå de mange tunge tanker og følelser, der følger med, når graviditet ikke er en selvfølge.
Mange af vores nuværende og tidligere deltagere giver udtryk for, at de ikke føler sig nær så ensomme i deres forløb efter de har deltaget på vores netværksmøder, fordi de her har mulighed for at mødes og sparre med andre, der træder samme vej.
Selvom det kan føles meget ensomt at opleve fertilitetsudfordringer – så er du bestemt ikke alene. Du er altid velkommen til at deltage – det er gratis og helt uforpligtende.
Hvordan foregår netværksmøderne?
Vi mødes online via zoom, så du kan deltage uanset, hvor i landet du bor.
Hvert møde indledes med en runde, hvor alle har mulighed for at tale om det, der fylder her og nu. Tit opstår der et emne, som gruppen har lyst til skal være ét af mødets fokuspunkter. Herefter fortsætter vi i en åben dialog, hvor vi f.eks. taler om, hvordan man håndterer bekymringer, sorg, ensomhed og jalousi, når andre bliver gravide. Der erfaringsudveksles og gode råd deles.
Der er flere, der “bruger” hinanden uden om netværksmøderne. Men det skal stå dig helt frit for.
Du skal ikke forberede noget til møderne. Du skal bare have lysten til at være sammen med andre, der ligesom dig oplever, at graviditet ikke er en selvfølge.
God tid til alle har høj prioritet ved møderne – og derfor foregår møderne i mindre grupper. Der vil altid være tid og ro til, at du kan blive hørt – hvis det er det, du måtte have lyst til.
Du deler selvfølgelig kun det, du selv har lyst til – og i det tempo, der passer dig.
Alle i gruppen henstilles til tavshedspligt omkring deltagere og indhold af samtalerne.
Vi tilbyder mange forskellige netværksmøder
Vi har stor erfaring med at afholde netværksmøder for kvinder og mænd, der oplever forskellige udfordringer med fertilitet og graviditet.
Vi ved, at et trygt rum med ligesindede kan være en stor hjælp og støtte i en svær livsperiode. Vi afholder derfor flere forskellige slags netværksmøder, så det er muligt at finde et gruppe med andre, der oplever lignende udfordringer.
Her kan du se en oversigt over hvilke netværksmøder vi afholder:
- Netværksmøde for kvinder i fertilitetsbehandling
- Netværksmøde for kvinder der oplever graviditetstab – uden barn derhjemme.
- Netværksmøde for gravide – med graviditetstab bag sig.
- Netværksmøde for kvinder, der oplever sekundær infertilitet eller graviditetstab – i forsøg på at få en søskende til barnet derhjemme.
- Netværksmøde for mænd der oplever infertilitet og/eller graviditetstab.
Vores kurser bliver støttet af Velliv Foreningen.
Sådan kommer du med til et netværksmøde
Det er gratis at deltage på vores netværksmøder.
Tilmelding sker på mail: kontakt@dcig.dk
Du modtager efterfølgende et zoomlink til mødet.
Nedenfor kan du se en oversigt over kommende netværksmøder.
Vores netværksmøder bliver støttet af Velliv Foreningen.
Dansk Center for Infertilitet og Graviditetstab
Kommende netværksmøder
Det er Helene Cagara, der faciliterer vores netværksmøder. Helene har stor erfaring med at skabe et trygt og tillidsfuldt rum på vores netværksmøder, som hun har afholdt gennem en lang årrække.
Helene er uddannet jordemoder med erfaring fra føde-, barsels- og svangregangen, almen lægepraksis, fertilitetsklinik samt gynækologisk speciallægeklinik. Derudover er hun psykoterapeut og sorgvejleder og har specialiseret sig i de psykosociale aspekter, der opleves ved ufrivillig barnløshed, fertilitetsbehandling samt graviditetstab.
Hvis du har spørgsmål til netværksmøderne, er du velkommen til at kontakte os på mail: kontakt@dcig.dk