Som læge og forsker i permanent infertilitet og rugemoderskab brænder Malene Tanderup Sørensen for sammen med DCIG at sikre mere viden om, hvad der sker med de par, der ikke lykkes med at få børn. Særligt når det kommer til surrogati, mener hun, der mangler forskning og gennemskuelige lovrammer.
Af Kirsten Marie Juel Jensen
Hvad sker der med de par, der har været igennem årelange fertilitetsbehandlinger og ikke lykkes med at få børn? Hvad gør de kvinder, der på grund af sygdom eller komplikationer ikke selv kan bære et barn? Og hvad oplever de homoseksuelle par, der brændende ønsker sig et barn? Disse spørgsmål har læge og Ph.d.-studerende Malene Tanderup Sørensen beskæftiget sig med siden 2011.
Hun brænder så meget for emnet, at hun midt i sin uddannelse i gynækologi og obstetrik tog tre års orlov for at forske i rugemoderskab ved Danmark Skive Fertilitetsklinik under Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.
– Jeg har længe ment, at der mangler dansk viden om emnet. Altså hvad sker der med de danske par, der ikke lykkes med at blive gravide? Forbliver de barnløse, vælger de adoption eller surrogati? Det har jeg beskæftiget mig indgående med de sidste tre år – med et hovedfokus på surrogati, fortæller hun.
Uvidenhed fører til stigmatisering
Tabuerne er stadig mange, når det kommer til barnløshed og fertilitetsbehandling. Og måske endnu flere, når det kommer til rugemoderskab, lyder det fra Malene Tanderup Sørensen.
– Mange fortæller slet ikke om det. Og gør de, er det første spørgsmål, de får, ofte: Jamen er det ikke ulovligt i Danmark at vælge en rugemor?, siger hun.
De mennesker, der ønsker sig et barn, skal altså ikke bare ud i en masse praktiske og juridiske overvejelser omkring det at søge en rugemor. De udsættes også for stigmatisering. Oftest på grund af uvidenhed. Og det er denne uvidenhed Malene Tanderup Sørensen gerne vil til livs. Ikke mindst så politikerne også har et evidensbaseret grundlag at træffe beslutninger på. For fertilitetsbehandling, adoption og surrogati er alt sammen i bevægelse i disse år.
– Rugemoderskab er noget, folk føler, de skal forsvare. Men altså, det er jo ikke noget, nogen vælger for sjov. Det er ikke nogens plan A. Heller ikke deres plan B. Det er vigtigt, vi får tegnet et korrekt og nuanceret billede af, hvem brugerne af rugemoderskab er, og hvordan deres vej til det, har været, siger Malene Tanderup Sørensen, der derfor også er glad for at være kommet i Advisory Board for Dansk Center for Infertilitet og Graviditetstab.
Rugemoderskab er ikke ulovligt
Og hun vil gerne starte med at slå fast, at rugemoderskab IKKE er ulovligt i Danmark. Man må teknisk set gerne få en rugemor til at bære ens barn. Man må bare ikke betale hende for det. Og så er der en lang række juridiske aspekter i det, som gør det ret vanskeligt at gennemføre rugemoderskab i Danmark. Blandt andet tillader de danske myndigheder ikke, at en anden end den, der bærer og føder barnet, registreres som barnets mor. Og som fertilitetsklinik må man ikke assistere til en graviditet hos en tredjepart. Det vil sige, at et par ikke kan få hjælp til at få kvindens æg befrugtet med mandens sæd og få det befrugtede æg sat op hos en rugemor, der gerne vil lægge livmoder til graviditeten.
– Jeg har ofte hørt, at danske par vælger og betaler for udenlandske rugemødre, fordi de ikke kan finde rugemødre i Danmark. Men mine studier peget på, at en del danske par faktisk har en veninde eller søster, der gerne vil bære et barn for dem, når de ikke selv kan. Men der er så mange juridiske benspænd for dem. Eksempelvis er det pt sådan, at det altid er den, der bærer barnet, som registreres som moderen og står med ansvaret for barnet. Det er en meget svær situation at putte sin søster eller veninde i. Og der er for høj risiko for, at det kan ende i konflikt. Så det er ikke fordi, jeg tror, der står et hav af danske rugemødre parat. Men det er altså ikke først og fremmest mangel på surrogatmødre, der får danskerne til at søge til udlandet – det er de lovmæssige udfordringer, siger Malene Tanderup Sørensen.
Komplekst – men ikke umuligt at lovgive
Hun synes, det er meget vigtigt, vi som samfund bliver klogere på hvilke bevæggrunde, folk har for at søge rugemødre – og hvilke overvejelser, de har undervejs.
– Politikerne er nødt til at se det meget nuancerede felt, det er. Det er en meget lille, men også meget bred gruppe, der er tale om her. Med meget forskellige behov og situationer. Og det er komplekst at lovgive om. Men kompleksiteten må jo ikke forhindre, at vi udvikler os og ser på lovgivningen, understreger Malene Tanderup Sørensen.
Hun har i sit aktuelle forskningsprojekt også været i Holland, fordi det her siden 1997 har været lovligt i offentligt regi at få hjælp til fertilitetsbehandling med en rugemor involveret.
– I Holland fungerer det sådan, at klinikkerne selv sætter rammerne for de patienter, de vil hjælpe. Men den ene klinik, der tilbyder hjælp i forbindelse med surrogati, har fastlagt, at de kun vil assistere, når man både kan bruge den intenderede mors og fars gener. (Det vil sige, at man har et æg og nogle sædceller fra et par, der ønsker sig at være forældre, hjælper med befrugtningen af ægget og derefter sætter det op hos en rugemor, red.). Det overraskende er dog, at der kun er kørt 60-80 sager igennem siden 1997. Det er ikke mange, når man samtidig ved, at der er cirka 100 par om året, der tager til udlandet for at finde en rugemor. Men også i Holland er der stadig nogle lovmæssige benspænd, forklarer Malene Tanderup Sørensen.
Hun mener ikke, man kan være entydigt for eller imod rugemoderskab. Eller at det er enkelt at lave præcise regler, der tilgodeser alle typer af situationer.
– Men jeg håber med mine studier at kunne sikre mere viden og udbrede den. For det er virkelig et område, der flytter sig meget lige nu, og vi kan ikke leve med, at der ikke er blevet kigget på lovgivningen siden 80’erne, slutter hun.