”Det skal ikke bare være: Prøv igen”

Line Marie Berteussen har oplevet sundhedsvæsnet fra mange vinkler som læge og ikke mindst gennem 15 år i fertilitetsbehandling. Hun vil gerne bruge sine erfaringer i DCIG til at sikre, at der i sundhedsvæsnet er mere fokus på det hele menneske, når man gennemgår graviditetstab eller fertilitetsbehandling.

Hun er uddannet læge og har derudover læst teologi og psykologi. Hun har blandt andet arbejdet som alment praktiserende læge, retsmediciner og undersøgende læge ved et overgrebs-akutklinik. For den norske organisation Ønskebarn har hun startet netværkssamtaler for kvinder, der er i fertilitetsbehandling eller har oplevet gentagne graviditetstab. Og hun er også medicinsk redaktør i Store norske leksikon.

Line Marie Berteussen har mange kasketter på og har fulgt mange patienter gennem fertilitetsforløb, hvilket giver hende en stor faglig viden, hun gerne vil give fra sig i Advisory Board for Dansk Center for Infertilitet og Graviditetstab.
Men når man spørger hende, hvorfor hun brænder sådan for emnet, er det nok alligevel hendes personlige erfaringer, der vejer tungest i bagagen. Hun har nemlig prøvet at få børn gennem 15 år og oplevet mange af de komplikationer og problemstillinger, man kan komme ud for.

– Jeg har oplevet et sundhedsvæsen, hvor det var meget op til tilfældigheder og den enkelte læge, om man fik en god behandling og en god oplevelse. Tid er den største mangel. Og så det at man ikke ser på det hele menneske. At miste et barn og forsøge at få børn er ikke bare et fysisk problem. Lægerne er gode til at tømme en livmoder efter et graviditetstab, men viden om, hvad der sker bagefter, og hvilken betydning det har psykisk, er der simpelthen ikke, siger hun.
Netop dette tænder hendes engagement. Hun vil ikke se til, men forsøge at ændre på det. Både på systemniveau og i sin rådgivning af enlige og par, der oplever graviditetstab og gennemgår fertilitetsbehandling. 

– Det, man har mærket på egen krop, gør en forskel på engagementet. Det gør også meget for troværdigheden. Jeg har snakket med ganske mange, som ikke helt orker at snakke med nogen, der ikke selv har den erfaring. For man tænker – det har jeg også selv gjort – er jeg den eneste, som oplever og tænker sådan her, eller er jeg skør?, siger hun.

Ændret fokus kan gøre meget

Selv om der er brug for flere ressourcer til blandt andet at nedbringe ventelister, vil et ændret fokus – der ikke behøver koste alverden – gøre en kæmpe forskel, mener Line Marie Berteussen.
– Jeg tror ikke, sundhedsvæsnet er uvilligt. Det er bare blevet rutine. Jeg tror, mange læger har tænkt, at problemet ikke er så stort, hvis man ikke taler så meget om det. Ved graviditetstab er der den indstilling, at kroppen har jo knapt været gravid, så kan du da ikke sørge over det. Det er så almindeligt. Prøv igen, er ofte beskeden man får. 

“For mange bliver et graviditetstab en eksistentiel krise. Systemet skal simpelthen blive bedre til at tage det alvorligt.”

– Line Marie Berteussen

Men at det er almindeligt, gør det ikke uproblematisk, siger Line Marie Berteussen og fortsætter:
– Det er for eksempel meget almindeligt at miste sine forældre på et eller andet tidspunkt. Men at det er almindeligt, fratager ikke en retten til at føle sorg. Og når man har arbejdet i lang tid for at blive gravid, har man ofte følt sig som mor længe. Uanset om man så mister et barn efter få uger. For mange bliver et graviditetstab en eksistentiel krise.  Systemet skal simpelthen blive bedre til at tage det alvorligt. Også bare med at forklare lidt mere om, hvad som forventes at ske. Selv jeg, som er uddannet læge, er blevet bekymret over blodmængden og smerterne ved et graviditetstab. Det er almindeligt og oftest ufarligt, men kan være skræmmende. Lidt mere information kunne have gjort det lettere. Hvis sygehusene for eksempel gjorde bare lidt mere ud af at forklare og følge op på tror jeg, vi kunne undgå mange lange sygemeldinger, forklarer hun.

Grænser flytter sig hele tiden

Et andet område, hun synes, man bør tale mere om, er hvordan grænserne hele tiden ændrer sig, mens man er i et langt fertilitetsforløb.
– Da jeg selv begyndte i behandling, var det ikke tilladt for enlige kvinder at få behandling i Norge. Derfor startede jeg i Danmark, men var ganske bestemt på, at jeg ikke skulle blive en av dem, som rejste verden rundt og gjorde hvad som helst for å få børn. Men mine grænser for, hvad jeg har været villig til at gøre for at nå målet, som bare har føltes vigtigere og rigtigere for hver påbegyndt graviditet, har flyttet sig hele tiden. Da det endnu ikke var lykkedes at få børn, og jeg igen aborterede kort efter, at jeg gik over aldersgrænsen for behandling i både Norge og Danmark, tog jeg til Spanien. Og nu har jeg netop fået nummer to barn, der er spansk produceret, siger Line Marie Berteussen og griner lidt, inden hun fortsætter:
– Netop det med, at man flytter grænser og at det, man i udgangspunktet kan tænke, er skummelt eller voldsomt, ikke er det, er også en erfaring, jeg kan bruge, når jeg rådgiver andre. Jeg har også undervejs været bange for, at jeg flyttede mine grænser længere, end hvad jeg egentlig er komfortabel med. Det ved jeg nu, at jeg ikke har, men det har været supervigtigt for mig at have kloge samtalepartnere i dette.  Det har gjort, at jeg har kunnet stå i det, behandlingen og i valgene og i job og resten af mit liv, på en anden måde, end jeg ellers ville. En kombination af heldige bekendtskaber og tilstrækkelig økonomi har givet mig den mulighed. Jeg tror det ville være god samfundsøkonomi i at tilbyde noget af dette til alle i fertilitetsbehandling og ved graviditetstab.

Vigtig erfaringsudveksling

Hun mener i øvrigt, at erfaringsudvekslingen på tværs af Norden er utrolig givende – da der også pendler mange patienter i fertilitetsbehandling frem og tilbage mellem sundhedsvæsnerne.
– Vi har en rigtig god erfaringsudveksling i Dansk Center for Infertilitet og Graviditetstab, og det tror jeg, kan være med til at gøre en forskel. Det var også med inspiration fra Helene Cagara Bækgaard, at jeg fik startet netværksgrupper op i Ønskebarn i Norge. Og det er så fint at opleve, at det nu lever videre under ledelse af andre, mens jeg er på barsel, lyder det fra Line Marie Berteussen.

Læs mere her

Del artiklen

Dansk Center for Infertilitet og Graviditetstab

– når graviditet ikke er en selvfølge