Jonas Bak Dalsgaard har sammen med sin kone kæmpet for at få børn i seks år. Med rigtig mange behandlingsforsøg og graviditetstab bag sig, håber han, at han i DCIG kan være med til at bryde tabuer om fertilitetsbehandling – ikke mindst for mænd.
Af Kirsten Marie Juel Jensen
Det kommer for tæt på. Det er svært at tale om det, der er mest sårbart. Man taber ansigt. Maskuliniteten har fået et knæk. Jonas Bak Dalsgaard tror, der er forskellige årsager til, at fertilitetsbehandling kan være et tabu for mange mænd. Han har selv kæmpet for at få børn med sin kone i seks år – fem af årene i behandling. Det lange forløb har været hårdt og på mange måder ensomt, fordi det som mand ofte har været svært at finde nogen at dele sine tanker med eller spejle sig i.
– Jeg har haft et ønske om at prøve at sætte nogle ord på de ting, man går igennem. Og når jeg har gjort det, har der været ret meget bud efter det, og jeg har fået mange tilbagemeldinger. For der er ikke mange mænd, der siger noget. Og så har jeg bare tænkt: Okay, så vil jeg gerne være en af de mænd, der siger noget, forklarer Jonas Bak Dalsgaard.
Maskuliniteten lider
For når man – som han og hans kone Sascha – har løbet ind og ud af Hvidovre Hospital og adskillige private fertilitetsklinikker og har været igennem over ti æg-udtagninger, 21 æg-oplægninger, fem insemineringer og syv graviditetstab, så når man til et punkt, hvor man har brug for at åbne op. Det gjorde han i hvert fald selv, og det prøver han at opmuntre flere andre til at gøre.
– Jeg tror ikke, mænd har mindre behov for at tale om det. Men jeg tror, mange ikke helt ved hvordan eller hvornår. Måske fordi man kan blive ramt på mandligheden og maskuliniteten, når man ikke kan lave børn. Men jeg oplever samtidig, at når jeg har haft samtaler med mænd om fertilitetsbehandling, og vi ligesom har brudt igennem den der drengerøvsfacade, så har vi nogle virkelig gode snakke. Det giver supermeget at kunne dele sine erfaringer, siger han.
Han er derfor meget glad for, at han nu driver netværkssamtalerne for mænd i DCIG. Og han håber, han med sit arbejde i DCIG generelt kan være med til at åbne flere mænds øjne op for behovet og mulighederne for at tale med andre, når man gennemgår et flerårigt fertilitetsforløb.
– Når alle omkring en har børn, og rigtig mange ting i samfundet er bygget op om at lave ting med sine børn, kan det være meget svært ikke at være en del af klubben. Det er jo heller ikke sådan, at man har læst op på og forberedt sig på at komme i fertilitetsbehandling. Man bliver bare kastet ud i det, og så skal man selv finde frem i junglen. Derfor er det så vigtigt, der findes et sted som DCIG med information, netværksmøder og arrangementer, siger han.
Ingen 100%-svar
Jonas Bak Dalsgaard understreger flere gange, at han ikke er ekspert i fertilitetsbehandling. Og at han ikke kan levere færdige løsninger på, hvordan man bedst kommer igennem et langt fertilitetsforløb og mange graviditetstab som menneske og som par.
– Jeg gad godt at kunne sige, at når det bliver hårdt, så er det her måden at gøre det på. Men det er helt vildt individuelt. Jeg kan bare fortælle min egen historie og hvad, der har fungeret for mig. Men jeg oplever, at bare det at vi på netværksmøderne har et rum for at dele, hjælper, selv om der ikke findes absolutte svar på alt. Blandt andet har vi talt meget om, hvordan man trækker sig op, når man rammer bunden. For det gør alle på et tidspunkt. Og så taler vi meget om, hvordan man får fertilitetsbehandling til at hænge sammen med arbejdet. For når du er mand, er der ikke altid forståelse fra arbejdspladsens side i forhold til at skulle med til scanning, blodprøver eller tage sygedage efter et graviditetstab. For det er jo kvindens krop, der skal igennem noget. Hvorfor skal man så som mand med? Det er virkelig hårdt at skulle stå og argumentere for sin ret og forklare, at VI er i fertilitetsbehandling, det er ikke bare min kone, lyder det fra Jonas Bak Dalsgaard.
Behov for et sprog
Han tror dog ikke, den manglende forståelse for situationen fra arbejdsgivere eller omgangskreds skyldes ond vilje. Ofte handler det om manglende viden – og manglen på et sprog for både de fysiske og psykiske ting, man gennemgår et fertilitetsforløb og graviditetstab.
– Når folk siger: Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, er mit svar ofte, at det ved jeg heller ikke. Jeg er ikke ekspert i det, selv om jeg står midt i det. Jeg er ikke frivilligt gået ind i fertilitetsbehandling, fordi det vil jeg vildt gerne blive klog på. Så jeg ved heller ikke altid, hvad der er det rigtige. Men jeg holder fast i, at jo mere vi taler højt om udfordringerne, jo bedre et sprog om det, kan vi udvikle. Og så vil færre føle sig alene, siger Jonas Bak Dalsgaard.